Alsidig natur kræver høje hegn

Kattrup Vildnis er et godt initiativ til at redde lidt at Danmarks for dårligt beskyttede natur.

Kattrup Gods har søgt miljøstyrelsen om tilladelse til at oprette en dyrehave med biodiversitetsformål. En dyrehave har flere dyr pr. ha end landskabet omkring. For at dyrene ikke skal vandre ud af dyrehaven, må den nødvendigvis være indhegnet.

Ikke for meget og ikke for lidt græsning

For at skabe en afvekslende natur, skal der græsses, men ikke for meget og ikke for lidt. Problemet er at Danmarks natur er i en meget ringe stand, og den forringes fortsat.

Folketinget har nedsat Biodiversitetsrådet som forklarer: “Den nuværende tilstand for biodiversiteten i Danmark er ikke tilstrækkeligt god, og det er ikke i tilstrækkelig grad lykkedes at vende den negative udvikling igennem de sidste par hundrede år.” (1: s. 58)

Grunden er at der er for få arealer i Danmark hvor naturen kan udfolde sig på sine egne betingelser. Der drives landbrug eller skovbrug, m.m. som skader naturens alsidighed og rigdom. (1: s. 62, 116)

Sommergræsning og høslæt ofte direkte skadelig for hvor rig naturen er på dyr og planter. (1. s. 102, 107) Men der kan også være for lidt græsning så varieret og sjælden natur kvæles af tæt krat og skov. Naturens rigdom sikres bedst af naturlig græsning, dvs. hverken for megen eller for lidt græsning. (3: s. 36)

Når en dyrehave oprettes med biodiversitetsformål, skal der være naturlig græsning. Dvs. så mange dyr at det fremmer naturens mangfoldighed og rigdom. I Kattrup Vildnis forestiller man sig at ende med 100 kg dyr pr. ha. Det er 10-20 gange så mange dyr som udenfor hegnet (bortset fra folde med kvæg, heste, osv.). Men det er langt under de ca. 600 kg dyr pr. ha der typisk er ved sommergræsning med kvæg. Hvad der er det rigtige antal dyr, er dog usikkert (3: Kap 5). Det afhænger også at sammensætningen af dyr.

Hvorfor ikke lave hegn?

Hvis man udsætter lige så meget kvæg som der hidtil har været på engene i Lille Åmose, så bliver der kun nogle ganske få hårdføre planter og græsser tilbage. Ganske vist holdes træer og buske nede, men den naturlige mangfoldighed er lille, og der er ikke ret mange vilde planter eller fugle. Så der skal langt færre planteædere til. (4:39)

Men Kattrup Vildnis kan ikke nøjes med at lade heste, kvæg og bison græsse. Der skal også være dyr der er gode til at spise kviste og småtræer, og som derfor er gode til at holde krat og ny skov nede uden at ødelægge naturens mangfoldighed. Det er kronhjort, rådyr, dådyr og elg gode til. Kronhjort og især elg æder tilmed gerne i vådområder. Hjortedyrene kan derfor også holde krat og skov nede så man får en alsidig natur i både vådområderne og de mere tørre dele af Kattrup Vildnis. (2: 14)

Men hjorte og elge kræver høje hegn. Så hvis man vil have en alsidig og rig natur i Kattrup Vildnis, kommer man desværre ikke uden om 2,5 m høje hegn.

Referencer

  1. Fra tab til fremgang Beskyttet natur i Danmark i et internationalt perspektiv. Biodiversitetsrådet.
  2. Anbefalinger vedrørende naturpleje af Mellemområdet, Lille Vildmose. Buttenschøn, Rita.
  3. Anbefalinger vedrørende omstilling og forvaltning af skov til biodiversitetsformålPeter Friis Møller, Jacob Heilmann-Clausen, Vivian Kvist Johannsen, Rita Merete Buttenschøn, Inger Kappel Schmidt, Carsten Rahbek, Hans Henrik Bruun & Rasmus Ejrnæs
  4. Græsning og høslæt i naturplejenButtenschøn, Rita

5 comments

  1. Vi glæder os meget til at se alle de dejlige dyr, og den rige natur. Men vi undrer os over, hvorfor I regner dyrene i kg. og ikke i antal og arter. Vi er store tilhængere af projektet. Dog står vi helt af, hvis I påtænker at drive kommerciel jagt i området. Lystmord hører ikke til i vild natur.

  2. Kære Marianne og Dorthe
    Det er standard at man bruger kg dyr pr. ha som et groft mål for græsningstrykket. Den længere historie er at de forskellige dyr påvirker planter, træer og andre dyr forskelligt. Det er vi ikke gået ret meget ind i. Rita Buttenschøn er nok den der ved mest om dette herhjemme.
    Er I sikker på at Kattrup vil drive kommerciel jagt i vildnisset? I projektbeskrivelsen står der: “Det nuværende jagtvæsen ekstensiveres og involverer på sigt ikke udsætning af fuglevildt, etablering af fodermarker, etc.” “Udover den nødvendige bestandsregulerende jagt planlægges det af forstyrrelseshensyn at begrænse eventuel anden jagt i området.” Men I kan jo skrive til Kattrup og spørge dem om der vil blive drevet kommerciel jagt.
    https://drive.google.com/file/d/1JHiR8kqmxv6LpV-VDUts-wueJ539-SkQ/view?usp=sharing
    Flemming

  3. Jeg glæder mig helt vildt til, at det bliver til noget!
    Det kommer til at ligge lige bag min have!

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *